Drivhusgasser er de stoffer i atmosfæren, der absorberer og genudsender infrarød stråling. De holder på en del af den varme, Jorden ellers ville sende ud i rummet. Vanddamp, kuldioxid, metan, lattergas og visse fluorholdige gasser hører til gruppen. Uden dem ville planeten være et koldere sted. Med et stigende indhold – især af CO2 fra afbrænding af kul, olie og gas – stiger den energi, der bliver i klimasystemet, og den globale middeltemperatur følger med.
I Danmark opgøres udledningen blandt andet efter, hvor gassen kommer fra: el og fjernvarme, transport, landbrug, industri og affald. Tallene skifter med vejr, konjunktur og politiske mål, men mekanismen er den samme. Under drivhusgasser i Danmark samles stofferne, kilderne og den fysik, der binder dem sammen.
Kuldioxid er den mængdemæssigt dominerende menneskeskabte drivhusgas. Den kommer især fra forbrænding og fra cementproduktion. Den bliver i atmosfæren i lang tid, og den blandes globalt. Metan kommer blandt andet fra kvæg, gylle, lossepladser og lækager i gasnet. Den er kraftigere pr. kilo end CO2, men den nedbrydes hurtigere. Lattergas knytter sig til gødning og visse industrielle processer. De fluorholdige gasser bruges i køleanlæg og visse industrielle anvendelser; de indgår i små mængder, men med høj opvarmningseffekt pr. kilo.
Når udledninger omregnes til «CO2-ækvivalenter», er det en regnemåde, så forskellige gasser kan lægges sammen i ét tal. Det er praktisk i et nationalt regnskab. Det betyder ikke, at alle kilder er ens, eller at ét tal forklarer en husstands hele forbrug. Elmix, fjernvarme og landbrugets andel er forskellige størrelser, også når de ender i samme enhed.
I boligen er det især varme og el, der kan ses på en opgørelse: opvarmning af rum og vand, hårde hvidevarer, belysning, elektronik. I transporten er det brændstof eller den el, der går til at køre. I indkøbskurven ligger udledningen oftere et andet sted i kæden – i produktionen af maden, tøjet, møblerne – end i den sidste kilometer hjem fra butikken. Landbrugets metan og lattergas er en national post, som den enkelte husstand kun møder indirekte gennem kost og affald.
Det, der flytter på tallene over tid, er typisk de store poster: hvordan huset varmes op, hvor meget vi kører, og hvordan el og varme produceres i det system, vi er tilsluttet. Små vaner kan stadig have betydning lokalt – mindre madspild, færre unødige flyrejser – men de erstatter ikke et skift i energiforsyning eller i en kvægbesætnings metan.
Et skift fra oliefyr til fjernvarme eller varmepumpe ændrer boligens brændsel. Et tættere hus trækker mindre varme. Elbiler flytter udledningen fra udstødningen til elsystemet, hvis bilen erstatter en benzinbil – og elsystemets mix afgør, hvad der så står på regnskabet. I landbruget er det foder, husdyrtal og gyllehåndtering, der rykker på metan og lattergas. I affaldssektoren er det, om organisk materiale rådner og sender metan, eller om det behandles anderledes.
Politik, teknologi og priser styrer det meste af det. Forbrugeren møder det som en varmeregning, et produktvalg eller en afgift. Det kræver, at man ved, hvad gassen er, hvor den kommer fra, og hvilken post i hverdagen der hører til hvilken kilde.
Ved siden af det ligger en anden del af hverdagen: digital underholdning. Streaming, spil, apps og sider, hvor man spiller om point eller penge, er tidsfordriv. De kører på strøm i en router, en telefon og et datacenter. Det er et elforbrug blandt andre i huset – typisk langt mindre end opvarmning.
Der findes spil, der bruger klima som kulisse, og der findes kampagner, der samler ind under en livestream. At sidde stille derhjemme i stedet for at køre til et sted er en transportbeslutning i den uge.
Platforme med spil og underholdning online hører til den digitale fritid: hjul, spil, tidsfordriv foran skærmen. De kører på login, grafik og en session, ligesom andre underholdningssider.
